Archive for August, 2007

Harry

5brest.jpg25.8.2007. Bodil. Ja vi er fortsat i Frankrig, men nu er vi kommet til Brest og planen er at næste stop bliver Espana. Når vi altså lige får krydset Biscayen. Har ligget for svaj (anker) nogen dage så alle har været i et tiltrængt bad og supermarcheet invaderet af fem sultne og tørstige danskere.6brest.jpg
Jonas første kommentar til det at skulle ligge for svaj var noget der lignede panik. Men da først gummiebåden var pustet op og der blev lavet mand-over-bord øvelse for fuld påhængsmotor kom smilet frem. Der blev bagt pandekager,1brest.jpg bagt brød på grillen,læst bøger og spillet kort. Må jo bare tilføje at moren var den første der blev færdig med alle Harry Potter bøgerne. Jonas er godt i gang med sekseren og Anna er næsten færdig med syveren.2brest.jpg Men nu er hun jo heller ikke en som bare gir sig. Lidt søsyge og et par ofringer til havguden stopper ikke hende, og hendes læsning.
Vi har aftalt at det må være hendes engelsk lektie, for skolen er begyndt. Så der bliver lavet lektier på agterdækket, og det går faktisk an at skrive løkkeskrift i en foran-for-tværs. 3brest.jpgSelv om natten på nattevagt bliver pandelampen fundet frem og der læses lektier.

Vejret guder!

25.8.2007. Først lidt brok:
Satans lavtryk. Den ene efter den anden. Vi må ligge og vente. Tre dage på Jersey. En kort tur til St. Quay Portrieux selvom vejrmeldingen ikke var noget at prale af. 2 dage der med blæst. Stadig elendige vejrmeldinger: 6+ og lige i snuden. En lille tur til Lezardreiux for at komme til et nyt sted og være indeblæst. Om natten måtte vi have ankervagt da det blæste 40 knob og vi havde fortøjet til en ankerbøje som vi ikke kendte styrken af. Det eneste gode er at når alt det dårlige vejr er ned i Europa så har vore venner i Tromsø sikkert haft en helt fantastisk sommer.
Vi forsøger at komme af sted fra Lezardrieux, men da vi kommer ud hvor floden møder havet blæser det 25-35 knob og igen lige imod.7brest.jpg Da vi jo er luxussejlere med hang til søbrise og solskin - og ikke mindst fordi melding for i morgen lover mildning vender vi om, tilbage hvor vi kom fra. Ja rigtigt husket, vi prøvede det samme da vi var på Helgoland.
På den anden side:
Så har vi det jo ikke så skidt endda… Især ikke når man bliver valgt til aftenens konge med krone og fuld råderet over sine (4) undersåtter - så kan selv en brovten og lettere sveden skipper alligevel så smilet frem.4brest.jpg
Herefter sejlede vi lige til Brest 130 sømil med en gennemsnit på 8 knob. Vejrmeldingerne for de næste dage lover NE 4-5 så vi gør klar til at krydse Biscayen, kurs La Coruna.

Ramsgate-Dover-Cherbourgh-Jersey.

Bodil 19.08.2007. Vi kom i går og står nu solidt plantet på bunden i St. Helier havn og venter på at højvandet skal komme og løfte os fri.4jersey.jpg Carsten har lige været med oppe og spise en ægte Jersey-is lavet af en ægte jersey-ko, så han tager det helt roligt. Han er ikke helt kommet sig over at han fik os hertil fra Cherbourgh med en gennemsnitlig medstrøm på 2,5 knob. Helt godt klaret når han skal sige det selv, og det gør han så.
England var jo lidt engelsk, så vi måtte jo spise fish and chips. Og så er det jo ligesom overstået, den store kulinariske oplevelse udeblev, men vi blev mætte. I Dover var pigerne oppe og se Dover Castle.6jersey.jpg Og hvorfor er det nu lige at historie for det meste skal handle om krige og gale konger der får hugget hovedet af konen. Men nu var det jo et slot vi var oppe og se, så det er måske lidt af forklaringen. Udsigten var der ikke noget i vejen med.
Og så fik vi krydset kanalen. En del motorsejlads, men sørme om ikke Carsten fik trukket en genakker frem fra gemakkerne, og så kom der fart på skuden.1jersey.jpg Når man ligefrem kan sejle sig til sin egen vind kan lillemor jo godt blive lidt imponeret. Så kan det godt være vi alligevel tager den der tur over atlanten.
Og så  er vi her på Jersey hvor vi regner med at blive et par dage. Der er et lavtryk på vej som skulle give en del vind og så kan man jo bare hygge sig i havn. Når vandet kommer tilbage kan vi igen forsøge at komme ud og bade ellers er det en halv times gang i mudder før man kommer til noget der kan svømmes i.

Vi kommer frem

6-7.08.2007. Strøm er vigtigt her. Vi er f.eks. en af de få både hvis første fortøjning  i land altid er strømkablet – Jonas’ livsnerve for opladning af PC’erne så der kan ses film og spilles. I skulle se ansigterne på de venlige folk der står på kajen for at tage i mod vores fortøjninger når de får kastet et sort strømkabel i favnen og af en blegnæbbet teenager bliver dirigeret til det nærmeste el-stik.
For os andre er strøm mere noget med retning og styrke: imod eller med, hvor meget og hvornår skifter den. Den løber nemt med 2-3 knob, og skifter retning hver 6. time. Dermed bliver forskellen mellem at sejle i det ”gode” 6-timers interval mod det ”dårlige” faktisk op til 6 sømil på en time! Det betaler sig altså at følge lidt med her.
Holland til England  går over flere strømcykler. Her kan navigatøren så begynde at gå mere i detaljen og få gavn av sin store ekspertise. Strømmen løber jo ikke parallelt og lige hurtigt overalt. De nye elektroniske søkort giver oplysninger om strømforhold på forskellige stationer i den engelske kanal og giver alle de oplysninger den gode navigatør skal bruge for at komme hurtigst mulig frem: skal vi gå lidt mere sydlig eller måske nordlig når strømmen vender osv. Vindens retning og styrke har selvfølgelig også sit at skulle have sagt – og den varierer jo også efter hvor man er. Ligger man deroveni de forskellige besætningsmedlemmers ønsker om etapens længde og hvilken havn der foretrækkes, vil den gode navigatør derfor hurtigt indse, at vi kommer der hvor vi kommer når det passer – og så er der ikke mere at sige om det.  
Vi kom altså til Ramsgate, som vel mest er kendt for sit atomkraftværk – som jo netop laver strøm.

Etapen havde det hele:
6ramsgate.jpg

Godt vejr på fordækket

2ramsgate.jpg4ramsgate.jpg
Anna fangede 4 makreller

3ramsgate.jpg
Afslapning
1ramsgate.jpg

Overblik
5ramsgate.jpg

God mad
7ramsgate.jpg

Og sang
8ramsgate.jpg

Og et monster!

007

03.08.2007. Så kom godvejret endelig. En dag, en nat og en halv dag og vi var i Den Helder. Turen var fin. Lidt motor på natten da vinden gik helt død, men ellers super sejlvejr. Lidt olieplatforme (eller hvad det nu var det var) og store skibe tæt på til at gøre nattevagten interessant ellers intet at bemærke.2kanin.jpg
Indsejlingen til Den Helder går gennem en rende der løber et par hundrede meter fra stranden - man kan se dem ligge derinde og sole sig. Strømmen løber 3 knob og søen er noget ubehagelig på det lave vand. En Hurtiggående James Bond-gummibåd kommer forbi med 5 mand i frømandstøj, de kikker lidt på os og fortsætter. Lige før havnen, da søen er blevet rolig igen dukker de op igen fra ingenting og siger, at de er fra det Hollandske toldvæsen ber om lov til at komme ombord “for inspection”. De hoppede ombord mens vi var i fart og virkede en anelse faretruende i deres frømandskostumer. Med en sådan autoritet foran sig føles alle ens synder blotlagt og straffen nærtstående. De var nu meget flinke og ville bare se pas og bådpapirer, og drog så af sted igen lige så hurtigt som de var kommet.1kanin.jpg Vi tilbage var en anelse “shaken not stirred”. Vi ligger nu i Den Helder Marine Yacht hafen og al fare for at blive gennemskuet er lykkelig glemt.  Og så har vi set en kanin…